Vi har startet crowdfunding indsamling til en ny legeplads, som skal erstatte den nuværende legeplads. Vi modtager med glæde om alle beløb, som kan hjælpe med at realisere drømmen om en ny legeplads.

Hele legepladsen koster 420.000 kr. Grundejerforeningen betaler selv 300.000 kr. til legepladsen og skal indsamle de resterende 120.000 kr., for at legepladsen bliver til virkelighed.

Det håber foreningen at kunne gøre hos borgerne i Reerslev, lokale virksomheder mm. Og vi håber, at du også vil være med til at støtte dette fantastiske initiativ.

Lidt mere information om projektet:

Den eksisterende legeplads i Thorsager har i over 30 år været samlingspunkt for grundejerforeningens 43 husstande og andre beboere i Reerslev. Den ligger idyllisk i midten af alle husene og er kendt som elefant-legepladsen. Elefanten er dog blevet træt, og da den ikke opfylder gældende sikkerhedskrav fra myndighederne, skal den rives ned.

Legepladsen bliver brugt flittigt af landsbyens børn og også af daginstitutionen Lærken og Reerslev Skole, som tit tager forbi på tur. Selv børn fra Stærkende kigger forbi. Og legepladsen er ikke kun en legeplads. Senest har den været samlingspunkt for beboernes faste morgensang under corona-nedlukningen og til optagelse af DR's program "Danmark synger sammen". Legepladsen er også stedet, hvor vi mødes til vejfest og andre sociale aktiviteter og er på den måde et vigtigt sted for det liv, som er og skabes i landsbyen.

Elefant-legepladsen i Reerslev er den eneste offentlige legeplads i landsbyen. Samtidig er der næsten 3 km til den nærmeste legeplads, som findes i den nye bydel 'Nærheden'. Det er ikke kun en ulempe for nuværende beboere - men også for kommende tilflyttere. Når man vælger at bo i en landsby, er naboskabet og nærmiljøet en vigtig del af hverdagen. Det er her, der skabes liv i landsbyen, og her hvor børn og voksne har mulighed for at mødes i hverdagen.

Grundejerforeningen har fået et suverænt tilbud på en ny legeplads, som kan erstatte Elefanten. Den nye legeplads "Fasanen" er designet af to beboere i Reerslev, som arbejder hos et af Danmarks største legepladsfirmaer. De starter nu deres eget legepladsfirma og vil i den sammenhæng designe og bygge deres første legeplads i Reerslev. Derfor har de givet landsbyen et fantastisk tilbud. De vil etablere legepladsen for 350.000 kr. (eksklusiv faldunderlag) i stedet for 650.000 kr., som den normalt ville koste.

Alt i alt en ren win-win situation, hvor lokale iværksættere får mulighed for at prøve deres koncept af, og Reerslev får en super attraktiv legeplads, som indbyder til leg, motion og fællesskab i hverdagen.


Designerne fortæller:

"Den smukkeste fasan har slået sig ned i Thorsager, Reerslev, hvor han vogter reden med sine æg. Desværre er de trillet ud, men måske du kan hjælpe ham med at finde dem igen? Legepladsen byder alle aldre velkommen. På fasanen kan man klatre, rutsche og udforske legehuset indeni. Fra det høje græs kan man balancere hen til reden og æggene uden at røre jorden. Reden er et stort net hvor man enten kan tage et hvil eller rutsche ned af rutschestangen. Bladene der ligger på jorden har fjedre under og inviterer til hoppe/balanceleg. Der er også et gyngestativ. Forældre kan lege sammen med børnene og fortsætte historien om den lille fasanfamilie. Designet er udviklet med stor respekt for konteksten og naturen omkring Reerslev. Materialerne er valgt med vægt på bæredygtighed og miljøhensyn ".


Det praktiske:

Indsamlingen er godkendt af Indsamlingsnævnet og kan ses her:

https://civilstyrelsen.dk/sagsomraader/indsamlingsnaevnet/godkendte-indsamlinger/2022/grundejerforening-thorsager-03819

Flyer produceret om projektet:

Fasanlegeplads information flyer


Overførsel af penge:

Penge kan overføres til foreningen via mobilepay på foreningens erhvervskonto på: 398644 eller indbetales til reg 5333 konto 0531117

Hvis projektet imod forventning ikke skulle blive til noget vil du få dine penge tilbagebetalt på mobilepay senest 1. marts 2022.

Spørgsmål:

Hvis der er spørgsmål, er I velkommen til at kontakte: Louise Simoni Larsen på tlf. 40314445


Med venlig hilsen
Grundejerforeningen Thorsager